2020 blev for mig året hvor strikkeglæden vendte tilbage, efter i årevis at have ligget småslumrende i hi.
Jeg har egentlig strikket hele mit liv. Jeg lærte at strikke af min mor tilbage i slut 70’erne/start 80’erne, og var med da hele den store strikkebølge rullede over landet. Som 15-årig arbejdede jeg efter skoletid i en garnbutik, og jeg husker at der blev strikket i fysiktimerne, når vi gik til kor, og når vi mødtes om eftermiddagen til hygge. Der blev strikket på livet løs, også da jeg kom i gymnasiet. Herefter gik det (i hvert fald for mig) lidt langsommere med strikningen. Andre ting kom til at fylde i hverdagen, nye hobbies kom til, og i rigtig mange år var der godt nok altid noget i gang i strikke kurven, men et projekt kunne tage rigtig lang tid, og det var typisk de ældre opskrifter der blev hevet frem igen og igen. Nogle gange i ny forklædning, men det var noget med at en trøje blev strikket i 4 stykker og syet sammen bagefter, og teknikker var de samme som da jeg lærte at strikke. Det var så mit strikkeliv i rigtig korte træk!
I 2020 vendte skuden, og jeg fandt pludselig ud af at strikkeverdenen havde bevæget sig helt vildt hurtigt, mens jeg bare havde stået stille. Og at få skudt gang i strikningen var på én gang som at finde tilbage til en gammel ven man ikke har set i mange år, og på samme tid som at åbne op for en helt ny verden. Trøjer strikket oppefra, magic loop, italiensk aflukning, tysker vending……. og at prøve en engelsk opskrift for første gang (og komme i mål!) – det var i første hug nærmest som at læse volapyk! Så mange nye ting at lære – så fedt!
Og så samtidig at finde ud af, at der findes de meste fantastiske strikke fællesskaber på de sociale medier, med masser af andre strikkeglade og positive mennesker – det er bare ekstra glæde oveni hatten.
Jeg vil derfor fremadrettet udvide Hverdagsro.dk til også at indeholde strikkerelateret indhold. Ligesom madlavning er strik i høj grad en kilde til ro i hverdagen for mig, og jeg ved at det samme gælder for mange andre. Lad os inspirere hinanden til masser af god strik i 2021!