Ungerne er tilbage på skolebænken igen, efter deres lange ufrivillige corona-pause. Og selv om vi hjemme hos os har hygget os med alle at arbejde hjemmefra i den lange periode, så er det virkelig godt for børnene at være tilbage i klassen igen. Men det er da helt nyt igen at skulle til at smøre madpakker og sørge for pause snacks – den del har bare været sat totalt på pause! Så nye idéer til skoletasken er – i hvert fald hos mig – meget velkomne!
I denne uge har jeg bagt grove peperoni snegle, som supplement til yngstens eftermiddagssnacks. Han går lige nu i skole til kl. 16 hver dag, så der skal lidt brændstof til for at holde hjernen frisk. De er bagt med grahamsmel, så der er noget gods i til at holde sig mæt. Fyldet består af en hjemmelavet tomatsauce, peperoni og ost. “De er godkendt”, lød dommen fra min søn 🙂 Det er en alternativ form for pizzasnegle, og jeg kan rigtig godt lide at de er lidt grovere end pizzasnegle plejer at være.
♡ 1000 tak fordi du læser med på Hverdagsro ♡
Du kan altid blive opdateret på de sidste nye opskrifter fra bloggen på FACEBOOK og på BLOGLOVIN
Grove peperoni snegle
Ingredienser
Dej:
- 25 g gær
- 2 dl mælk
- 1,5 dl håndvarmt vand
- 1 spsk olivenolie
- 1 tsk salt
- 250 g grahamsmel
- 300 g hvedemel
Tomatsauce:
- 150 g friske tomater (evt. cherry)
- 1 fed hvidløg
- 0,5 tsk salt
- 1 spsk pizzakrydderi blanding (eller oregano)
- 1 spsk tomatpuré
Desuden:
- 200 g revet ost
- 150 g peperoni i skiver
Sådan gør du
Dejen:
-
Opløs gæren i en blanding af mælk og vand. Tilsæt olivenolie og salt.
-
Kør dejen på røremaskine, og tilsæt nu al grahamsmelet.
-
Tilsæt hvedemelet lidt ad gangen, til dejen slipper skålens sider.
-
Ælt dejen 5-6 minutter, og sæt den så til hævning overdækket på køkkenbordet i en times tid.
Tomatsaucen:
-
Halvér tomaterne, og fyld dem i en blender sammen med de øvrige ingredienser til saucen. Blend til saucen er jævn.
Samling:
-
Udrul dejen på et meldrysset bord. Det skal blive en firkant, der er ca. 5 mm tyk.
-
Fordel tomatsaucen på hele fladen, drys med ost, og dæk til sidst med skiver af peperoni.
-
Rul dejen sammen som en roulade, og skær den i skiver der er ca. 2 cm tykke.
-
Læg sneglene på en bageplade m. bagepapir på. Enden på sneglen stikkes forsigtigt ned under sneglen.
-
Bages ved 180 grader (ingen varmluft) i ca. 20 minutter til de har fået farve.