Vi har gode venner på den anden side af Atlanten, og 4. juli – Uafhængighedsdagen – markeres da derfor altid her på Hverdagsro. Det er en virkelig stor dag i USA, hvor paletten stort set ryddes for alle farver der ikke live er rød, hvid eller blå. Familier samles, og der er i det hele taget en helt unik stemning som jeg godt kan være lidt misundelig på og ønske at vi havde noget lignende her i Danmark.
I år går vi i rødt, hvidt og blåt her på Hverdagsro med en overdådig lagkage, der smager helt fantastisk. Den er stor, og rækker snildt til 8-10 personer. Sæt den i køleskab når du har lavet den, og spis den iskold til en kop kaffe eller et glas bobler.
Lagkagen vil egne sig vældig godt til en sommerbuffet, studenterfest eller andet – den ser flot ud, og kan laves i forvejen så den er lige klar til at sætte på bordet når den skal serveres.
Tip: Man kan sagtens halvere opskriften, så kagen laves som en enkel skærekage, blot med creme og bær på toppen (altså ikke i 2 lag). Så vil den være en lige så skøn dessertkage, og lidt mindre overvældende 🙂
Rigtig god 4. juli til dig!
LÆS OGSÅ:
4. juli jordbær
4. juli bowle
4. juli smoothie
♡ 1000 tak fordi du læser med på Hverdagsro ♡
Du kan altid blive opdateret på de sidste nye opskrifter fra bloggen på FACEBOOK og på BLOGLOVIN
4. juli lagkage
Ingredienser
Bunde:
- 225 g blødt smør
- 400 g sukker
- 4 æg
- 375 g hvedemel
- 2 tsk bagepulver
- 1 tsk vaniljepulver
- 2,5 dl håndvarmt mælk
Fløde creme:
- 250 g mascarpone
- 5 dl piskefløde
- 100 g flormelis
- 1 tsk vaniljepulver
- 1 knivspids fint salt
Pynt og fyld:
- 1 bakke jordbær
- 1 bakke hindbær
- 1 bakke blåbær
Sådan gør du
Bundene (2 stk):
-
Med en håndmixer piskes det bløde smør og sukkeret lyst og luftigt.
-
Tilsæt æggene et ad gangen.
-
Tilsæt herefter mælk og de tørre ingredienser lidt ad gangen (skiftevis mælk og mel blanding).
-
Fordel dejen i 2 runde og velsmurte springforme (diameter 21 cm).
-
Bages ved 180 grader i ca. 20 minutter, til de har fået lidt farve og du kan stikke en tandstik i uden der hænger noget ved.
-
Lad bundene afkøle på en rist til de er helt kolde.
Fløde creme:
-
Rør mascarponen blød, og tilsæt flormelis, vaniljepulver og salt.
-
Tilsæt piskefløden, og pisk nu til det har en fast og cremet konsistens - det skal kunne forme toppe men hold endelig inden det bliver fast og grynet (tip: pas godt på - det går hurtigt til sidst!)
Bærrene:
-
Skyl og halvér jordbærrene. Dryp dem af i køkkenrulle.
-
Skyl forsigtigt blåbær og hindbær, og dryp dem af i køkkenrulle.
Samling:
-
Placér den nederste bund på serveringsfadet.
-
Fordel halvdelen af flødecremen på den nederste bund, og herover ca. halvdelen af bærrene. De skal ligge i et nogenlunde jævnt lag.
-
Gør det samme på den anden bund, og når den er pyntet færdig løfter du den forsigtigt over ovenpå den første.
-
Sæt kagen i køleskab minimum en time inden den skal serveres, så den kan nå at sætte sig.