Hos os skydes nytåret i år ind med små lækre blåbærtærter med hvid chokolade ganache til dessert. De små elegante desserttærter pensles nænsomt med spiseligt guldstøv og pyntes af med rød skovsyre. Vi skal desuden have en passionsfrugt sorbet til. Alt i alt en dessert der er en nytårsaften værdig, synes jeg! Og bedst af alt – det hele kan stort set tilberedes dagen før, så man kun lige skal bekymre sig om anretningen før servering.
Servér den dejlige dessert med et glas perlende bobler til.
Du ønskes et hjerteligt Godt Nytår herfra, og 1000 tak fordi du har læst med på Hverdagsro i 2018 ♡
Du kan altid blive opdateret på de sidste nye opskrifter fra bloggen på FACEBOOK og på BLOGLOVIN
Blåbærtærter med hvid chokolade ganache
- den perfekte nytårs- eller gæstedessert der kan laves dagen før
Ingredienser
Mørdejsbunde:
- 25 g mandelmel
- 125 g hvedemel
- 50 g flormelis
- 75 g smør
- 1 drys fint salt
- 0,5 æg
Hvid chokolade ganache:
- 200 g hvid chokolade
- 1 dl piskefløde
- 0,5 dl citronsaft
- fintrevet skal af en halv citron (usprøjtet)
Pynt:
- friske blåbær
- spiseligt guldstøv
- rød skovsyre
Sådan gør du
Mørdejsbunde:
-
Bland alle ingredienserne til dejen. Det gøres lettest med fingrene. Når dejen har samlet sig, lægger du det i en frostpose og i køleskabet en times tid.
-
Rul dejen ud, og udstik 5 stk cirkler. Cirklerne skal have en diameter på ca. 8 cm, og formene du skal bage i skal have en diameter på ca. 6 cm.
-
Smør dine små tærteforme, og fyld dej i hver.
-
Tip: Hvis du ikke er den lykkelige ejer af små tærteforme (jeg har ingen!) kan du gøre følgende hvis du har et rundt metal udstikkersæt: Brug den store cirkel til udstikning af tærterne, og en mindre som bageform, dvs. du sætter udstikker cirklen på bagepapir (på pladen) og lækker så dejen heri.
-
Prik bundene godt med en gaffel, og bag dem ved 175 grader (ingen varmluft) i ca. 10 minutter til de er blevet lysebrune. Tag dem ud af formen straks, og lad dem afkøle på en rist.
Hvid chokolade ganache:
-
Smelt chokoladen over vandbad. Når den er smeltet tager du den af varmen.
-
På samme tid: Bland fløde, citronsaft og citronskal i en lille gryde, og bring det til kogepunktet.
-
Hæld flødeblandingen i chokoladen, samtidig med at du rører. Rør indtil massen har samlet sig og ser fin og jævn ud.
-
Fordel ganache massen i de 5 små tærter, og sæt dem i køleskabet - gerne natten over. De skal ikke dækkes til, da de så kan danne kondens.
Dag 2:
-
Tag tærterne ud af køleskabet, og pynt overfladen med friske blåbær. Det er vigtigt at bærrene er 100% tørre inden de lægges på!
-
Pensl bærrene med guldstøv og pust evt til sidst på toppen for at få støvet jævnt fordelt. Lad dem gerne stå ude indtil servering, så ganachen bliver lidt blødere. Pynt med lidt rød skovsyre.