Har du prøvet at lave din egen hjemmelavede pasta? Vi er så heldige hjemme hos os, at vi for mange år siden fik en italiensk pastamaskine. Det er ikke så vældig tit den er i brug, men når der skal laves hjemmelavet pasta, så er det altid noget manden i huset står for. Det er ikke så specielt svært at lave, men når det køres igennem maskinen kræver det lige at man er to om det – det gør det i hvert fald noget nemmere.
Og så smager det jo bare helt forrygende. Vi lavede det denne gang til spaghetti, der blev serveret med en klassisk bolognese sauce til- så bliver det ikke bedre. Det kan selvfølgelig også sagtens laves til f.eks. lasagneplader (der også kan bruges til ravioli), eller spaghetti i forskellige bredder.
♡ Tak fordi du læste med på Hverdagsro.dk ♡
Du kan altid blive opdateret på de sidste nye opskrifter fra bloggen på FACEBOOK og på BLOGLOVIN
Hvis du har spørgsmål eller kommentarer til opskriften, er du meget velkommen til at stille dem i kommentarfeltet under opskriften.
Hjemmelavet pasta
Ingredienser
- 500 g durummel
- 5 æg
- 2 spsk neutral madolie
- 1 tsk fint salt
Sådan gør du
-
Læg melet i en bunke på køkkenbordet, og lav en fordybning i midten hvori æggene slås ud, og olien og salt tilsættes.
-
Ælt det hele sammen. Der skal nu æltes virkelig godt, og i relativt lang tid (10-15 minutter). Dejen er klar når den minder om marcipan i konsistens.
-
Lad dejen hvile 30 minutter pakket ind i plastfolie.
-
Del nu dejen i 4 stykker, der hver laves for sig i pastamaskinen.
-
Dejen rulles igennem maskinen. Fold den så den får halv længde (den vil være ret lang), og kør den igennem igen. Dette gentages til du har et rimeligt firkantet stykke (ca. 4 gange).
-
Kør den igennem igen, hvor maskinen sættes et hak ned i tykkelse.
-
Herefter kører du den igennem så den bliver til spaghetti / båndpasta eller andet.
-
Drys med durummel så det ikke klistrer sammen inden kogning.
-
Den friske pasta skal koges i rigeligt (og saltet) vand i ca. 2 minutter.