Jeg har længe haft lyst til at forsøge mig med højtrullede snegle, som jeg tilfældigt så i en amerikansk kogebog. De laves ret anderledes end de klassiske, hvor man ruller én stor pølse der så skæres ud i flade ensartede snegle. I de højtrullede ruller man hver enkelt strimmel sammen, og lader den blive høj i facon under sammenrulningen. Det gør selvfølgelig absolut intet ved smagen, men ser sådan lidt sjovt ud 🙂
Min version blev i dag til højtrullede sammenbagte pestosnegle, der bl.a. skal i ungernes madpakker de næste par dage. De er bagt med en dej af bl.a. grahamsmel, så der er lidt gods i dem. Fyldet jeg brugte er med skinke, grøn pesto og ost.
De er prøvesmagt og godkendt!
Sammenbagte pestosnegle
Lækkert fyld til madpakken
Ingredienser
Dej:
- 1 dl håndvarmt vand
- 1 dl græsk yoghurt el.lign.
- 35 g gær
- 1 tsk salt
- 50 g blødt margarine eller smør
- 2 dl grahamsmel
- 4 dl hvedemel
Fyld:
- 1 pose revet ost
- 1 pakke skinke i strimler
- 1 glas grøn pesto
Ovenpå:
- 2-3 spsk olivenolie
- lidt groft salt
Sådan gør du
-
Start med at lave dejen:
-
Opløs gæren i det håndvarme vand, og rør yoghurt og salt i.
-
Rør den bløde margarine i sammen med grahamsmel.
-
Tilsæt hvedemelet lidt efter lidt, til dejen er blød og smidig.
-
Lad dejen hæve ved stuetemperatur i cirka 1 time.
-
Lav imens fyldet: Blend ost, skinke og pesto sammen. Tilsæt evt. en lille smule vand, hvis massen er for tyk.
-
Når dejen er hævet rulles den ud til et kvadrat på ca. 35 x 25 cm. Bred fyldet ud på hele fladen.
-
Skær strimler på den korte led - de skal være ca. 2 cm bredde.
-
Hver strimmel rulles til en snegl, men i stedet for at lave den jævn i tykkelse, ruller du den gradvis højere - se foto. Placeres i en rund springform.
-
Lad sneglene efterhæve ved stuetemperatur ca. 20 minutter.
-
Pensl overfladen med olivenolie og drys let med groft salt.
-
Bages ca. 30-35 minutter ved 200 grader uden varmluft.
-
Tag dem ud og lad dem afkøle lid. Skil derefter sneglene fra hinanden, sæt dem på en bageplade m. bagepapir på, og bag dem videre ved 200 grader + varmluft i 5-8 minutter.
-
Afkøles på en rist.