Giftkage er navnet på den der helt grønne kage, som du måske husker fra da du var barn. Vi fik den i hvert fald engang imellem, og for mig smager den stadig af barndom. Det var dengang, hvor de eneste kunstige farvestoffer man kunne få til madvarer var rød og grøn. Min mor havde på et tidspunkt fået fat i noget gul fra en konditor, men det var vist ret usædvanligt. Jeg kan også tydeligt huske da man pludselig kunne få blå farve – det var godt nok avanceret!
Opskriften her stammer fra min svigermor, og i min opskriftsbog hedder den da også Vera’s Giftkage (og er skrevet med grøn tusch, som en anden Hogwarts trylleformular!). Opskriften er helt klassisk: Svampet og lækker, med en top lavet af mørk pålægschokolade som det hører sig til på en rigtig giftkage!
Læs også: Opskrift på Klassens Time Kage
Det er en hyggelig grøn kage, der også egner sig fint som muffins.
♡ Tak fordi du læste med på Hverdagsro.dk ♡
Du kan altid blive opdateret på de sidste nye opskrifter fra bloggen på FACEBOOK og på BLOGLOVIN
Hvis du har spørgsmål eller kommentarer til opskriften, er du meget velkommen til at stille dem i kommentarfeltet under opskriften.
Giftkage - den grønne klassiker
Ingredienser
- 400 g smør eller margarine (blødt)
- 500 g sukker
- 4 æg
- 300 g hvedemel
- 2 tsk bagepulver
- 2 dl kogende vand
- 2 spsk grøn frugtfarve (den flydende slags)
- 2 spsk mandelessens
- 1 pakke mørk pålægchokolade
Sådan gør du
-
Pisk den bløde smør grundigt med sukker og æg.
-
Tilsæt mel og bagepulver.
-
Bland kogende vand med frugtfarve og mandelessens, og rør det i dejen.
-
Tip: Hvis du ikke kan få mandelessens, kan du bruge Amaretto likør i stedet for (der har en sød mandelagtig smag)
-
Fyld dejen i en springform (min har en diameter på 25 cm), smurt eller foret med bagepapir.
-
Bages ved 175 grader i 1 time på nederste rille (uden varmluft).
-
Når kagen er bagt færdig, dækker du overfladen med mørk pålægchokolade, og når chokoladen er smeltet trækker du mønstre i den med en gaffel (så du ikke længere kan se de enkelte "stykker" men får en fin overflade på kagen).
4 comments
Hejsa. Den ser lækker ud! Hvis jeg gerne vil lave en bradepande hvad gør jeg ? Mvh Pernille
Hej Pernille. Opskriften her er lavet i en rund form med en diameter på 25 cm, dvs. den har et areal på ca. 490 cm2. Så hvis du regner arealet på din bradepande ud (længde x bredde) kan du se hvor meget du vil skulle gange opskriften op med. Rigtig god fornøjelse – det er en skøn kage 🙂 Kh Tina
Kan den fryses ned?
Hej Anne. Jeg har ikke selv prøvet, men der skulle ikke være noget i vejen for at fryse den! Kh Tina