Home Forretter Tunmousse – den klassiske

Tunmousse – den klassiske

Tunmousse

Tunmousse var en af tidens helt store forretter “dengang mor her var ung”, dvs. i midt/slut 80’erne. Så gik retten sådan lidt i glemmebogen i en del år – i hvert fald hjemme hos mig. Og det er synd, for det er på mange måder en rigtig lækker forret eller frokostret. Den smager dejligt, og så kan den – ikke mindst – laves i forvejen, så hvis der står gæster på programmet, så er forretten af vejen så man kan koncentrere sig om alt det andet.

Opskriften her er på en helt klassisk “basis tunmousse”, uden de helt store dikkedarer tilsat. Man kan sagtens vælge at modernisere sin tunmousse, ved at give den et twist af f.eks.:

  • Finthakket mango
  • Forårsløg
  • Kapers
  • Soltørrede tomater
  • Hindbær

Mulighederne er mange, og det er faktisk kun fantasien der sætter grænserne.

Vi fik denne gang tunmoussen som en frokostret, og så rakte den til 4 gode portioner. Som en forret vil der være til 6. Jeg serverede den med hjemmebagte durumflutes til (se opskriften lige her) og en lækker grøn salat.

Inspiration til andre skønne forretter:
Tigerrejer med madagascar dressing
Blinis med hytteost

 ♡ Tak fordi du læste med og velbekomme ♡

Tina

Tunmousse - den klassiske

Laves dagen før.

Forb. tid 15 minutter
Samlet tid 15 minutter
Antal 6 pers.
Forfatter Hverdagsro.dk

Ingredienser

  • 2 ds tun i olie
  • 0,5 lille rødløg (finthakket)
  • 2 spsk græsk yoghurt 2%
  • 1 dl let mayonnaise
  • 0,25 l piskefløde (eller piskbar madfløde)
  • 2-5 blade husblas
  • 3 spsk olivenolie
  • 1 stor spsk frisk dild (hakket)
  • 1 citron (saften heraf)
  • salt, peber

Sådan gør du

Dag 1:

  1. Start med at hælde olien fra tunen (der må gerne blive lidt tilbage). Hæld tunen i en røreskål, og findel med en gaffel.

  2. Tilsæt hakket rødløg, græsk yoghurt, mayonnaise, citronsaft og frisk dild.

  3. Læg husblas i blød i koldt vand et par minutter.

    TIP: hvis du ønsker en meget fast mousse skal du bruge 5 blade (den vil f.eks. kunne vendes fint ud af en form). Ønsker du en blødere mousse, skal du bruge 2 blade.

  4. Mens husblassen blødes op, pisker du fløden til flødeskum i en ny skål.

  5. Tag den nu bløde husblas op af vandet, og fyld den over i en lille gryde med et par skefulde vand. Smelt husblassen over svag varme.

  6. Rør den smeltede husblas i tunmassen. Vend derefter forsigtigt flødeskummet i.

  7. Smag til med salt, peber og evt. mere citronsaft. Hæld i serveringsglas / skål / tærteform el.lign. og sæt på køl til næste dag.

Dag 2:

  1. Serveres med flutes, og pyntes med f.eks. citron, frisk dild, granatæblekerner, bredbladet persille eller hvad du selv synes.

Få de sidste nye opdateringer fra bloggen på FACEBOOK eller på BLOGLOVIN.

Du vil måske også kunne lide

Leave a Comment

Opskrift Vurdering