Home Hovedretter Oksekødspie

Oksekødspie

Oksekødspie

En af de bedste souvenirs man som bekendt kan tage med sig hjem fra det store udland er lokale kogebøger. Og vi har efterhånden opbygget en anseelig samling, hjembragt fra mange forskellige hjørner af verden. Vi var for snart en del år siden på rundrejse i Irland en sommer, hvor vi cruisede rundt i den nordlige del af landet. Vi besøgte bl.a. Dublin, Belfast, Donegal, og et par andre dejlige steder. Irland er et virkelig dejligt og gæstfrit land, og vi tager gerne en tur derover igen. Og selvfølgelig kom der en kogebog (eller to) med hjem i bagagen.

Opskriften her er fra denne (dog ændret lidt, så det passede med de ingredienser vi havde i huset). Det er – som for de fleste andre lokale retter fra Irland – ikke super krydret, men med en god smag hvor kødet smager igennem.

Oksekødspie

Forb. tid 1 time
Tilb. tid 30 minutter
Antal 4 personer

Ingredienser

Dej:

  • 5 dl hvedemel
  • 150 g smør eller margarine
  • 1 æggehvide
  • lidt koldt vand

Kødfyld:

  • 1 kg oksefars
  • 1 løg
  • 1 gulerod
  • 2 fed hvidløg
  • 2 spsk hvedemel
  • 2,5 dl oksebouillon
  • 2 tsk frisk timian
  • 1 spsk Worcestershire sauce
  • salt, peber
  • rapsolie til stegning

Sådan gør du

Start med at lave dejen:

  1. Fyld melet i en skål, og tilføj det kolde smør skåret i tern. Fordel smørret i melet med fingrene, så konsistensen bliver som rasp.

  2. Tilsæt æggeblommen, og saml dejen med lidt koldt vand. Når dejen er samlet til en klump fyldes den i en frysepose, og lægges i køleskab mens kødsaucen laves.

Kødsauce:

  1. Hak løget, og skær guleroden i små tern.

  2. Opvarm lidt olie i en gryde, og steg farsen lidt ad gangen, så det hele bliver brunet. Fyld det brunede fars i en skål.

  3. Hæld lidt mere olie i gryden, og steg løg, gulerodstern og de pressede hvidløgsfed til løget er gennemsigtigt. Tilsæt det brunede fars og steg videre et minut eller to.

  4. Drys melet over, og rør det i. Steg videre et minut, og tag så gryden af varmen. Tilsæt bouillon og rør rigtig godt. Tilsæt så timian og Worcestershire sauce, og kog retten op. Krydr med salt og peber.

  5. Del dejen i 2 dele (den ene lidt større end den anden). Udrul den største klump først, og læg den i et smurt ovnfast fad. Dejen skal dække hele bunden og siderne. Hæld kødsaucen i fadet, og udrul nu den sidste dejklump til låg. Saml kanten, så den lukkes helt, og lav nogle lufthuller i låget.

  6. Bages ved 200 grader (ingen varmluft) i 30 minutter.

  7. Serveres evt. med en grøn salat, men det behøves ikke.

Du vil måske også kunne lide

Leave a Comment

Opskrift Vurdering