Home TilbehørDip, pesto, dressing o.lign. Dressing til Caesar Salad

Dressing til Caesar Salad

Dressing til Caesar salad

Min søde mand hører til den forholdsvis sjældne slags mænd som faktisk af et ærligt hjerte elsker salat. Jo – det gør han faktisk! Og i dag forsøger vi at have en ugentlig salatdag inkluderet i madplanen; altså en dag hvor salat udgør selve hovedretten. Og det kan selvfølgelig være alle former for salat.

En af de store favoritter, som vi igen og igen vender tilbage til, er selvfølgelig klassikeren over dem alle – nemlig en Caesar Salad. Vi stifte bekendskab med den første gang for mange år siden i England (jo, jeg ved godt den er amerikansk). Dressingen var ret umulig at oprive herhjemme, så da jeg på et tidspunkt var i Oxford for at hjælpe en kollega med noget markedsføring, var hun så taknemmelig og sød, at hun gav mig en gave med hjem – et “do-it-yourself-caesar-salad-kit”. Jeg kan huske at det indeholdt alt lige fra croutoner, til dressing, og noget tørret bacon lignende noget. Siden har vi lavet salaten tusindvis af gange, dog som regel med lidt mere hjemmegjorte ingredienser end dem fra Oxford 🙂

For nyligt var det manden og sønnen der stod for madlavningen, og de havde besluttet sig for at prøve at lave en hjemmelavet caesar dressing. Sjovt nok havde vi aldrig prøvet det før – til trods for at vi virkelig har haft salaten på menuen så mange gange. Den hjemmelavede version sad lige i skabet både mht smag, konsistens og udseende, så det er bestemt noget der skal laves igen!

Velbekomme!

Dressing til Caesar Salad

Antal 4 personer

Ingredienser

  • 6 ansjosfiletter i olie (drænet)
  • 1 fed hvidløg
  • 2 æggeblommer
  • 2 spsk citronsaft
  • 3/4 tsk dijon sennep
  • 2 spsk olivenolie
  • 1 dl rapsolie (eller anden neutral madolie)
  • 3 spsk fintrevet parmesanost
  • salt, peber

Sådan gør du

  1. Hak ansjosfiletterne, hvidløg og salt sammen. Brug siden af knivsbladet til at få mast pastaen sammen, og fyld der herefter over i en skål.

  2. Pisk æggeblommer, citronsaft og sennep i. Herefter piskes olivenolien langsomt i, og bagefter rapsolien (på samme måde som skulle du lave en almindelig mayonnaise). Pisk til blandingen er tyk og blank.

  3. Pisk parmesan i, og smag til med salt, peber og evt lidt mere citronsaft.

Du vil måske også kunne lide

Leave a Comment

Opskrift Vurdering