Jeg var barn i 70’erne, hvor millionbøf vist havde sin storhedstid. Hos mig er millionbøf i dag vældig retro, men faktisk syntes jeg da jeg var barn, at retten var ret så moderne og smart – fordi vi fik spaghetti til. Min far var af den gamle skole der ikke mente at aftensmad var aftensmad, hvis der ikke var kartofler til. Så at få spaghetti udfordrede vist virkelig min fars tolerencegrænse! Jeg tror ikke vi nogensinde fik spaghetti serveret med andet end millionbøf. Det var lidt ligesom hånd i handske. Pibe og tobak. Og, nå ja, så blev retten hos os altid serveret med ketchup til.
I dag må jeg tilstå, at jeg faktisk aldrig selv laver millionbøf. Det er nok lidt for brunt, og mangler (synes jeg) i den grad nogle grønsager.
Men altså…. jeg har jo altså et job hvor jeg af og til er ude at rejse et par dage i træk. Og så er det farmand der står for madlavningen. Han har af og til millionbøf som dagens ret, og ungerne ELSKER det. For dem er det en af fars retter, og det ville være helt forkert hvis jeg pludselig begyndte at servere det – og (gys og gru) tilsatte lidt tomat eller andet godt!
Så I får her opskriften på den helt klassiske retro millionbøf.
♡ 1000 tak fordi du læser med på Hverdagsro ♡
Du kan altid blive opdateret på de sidste nye opskrifter fra bloggen på FACEBOOK og på BLOGLOVIN
Millionbøf
Den helt klassiske retro 70'er variant
Ingredienser
- 400 g oksefars
- 1 løg
- 1 spsk stegemargarine
- 1-2 dl vand (evt kogevand fra spaghettien)
- 1 spsk mel (til jævning)
- 1 bouillonterning
- 1 tsk madkulør
- salt, peber
Tilbehør:
- spaghetti
Sådan gør du
-
Pil løget og hak det fint.
-
Smelt margarinen, og steg løget til det er gennemsigtigt.
-
Tilsæt farsen lidt ad gangen, så det bliver stegt (uden at koge). Når alt farsen har fået farve smuldres en bouillonterning i retten, og der tilsættes 1-2 dl vand (tip: brug evt. kogevand fra spaghettien). Smag til med salt og peber.
-
Lad retten simre 10 minutter.
-
Bland en jævning af mel og lidt vand, og jævn sovsen. Tilsæt til sidst madkulør til retten har den ønskede farve.
-
Serveres med kogt spaghetti.