Home Kageopskrifter Rabarberkage med marcipan og kokos

Rabarberkage med marcipan og kokos

Rabarberkage med marcipan og kokos

Alt i haven begynder så småt at spire og gro, og rabarberne er allerede store. I år beherskede jeg mig, og ventede med at høste første gang til de havde fået en ordentlig størrelse. Jeg har sommetider været lige lovligt hurtigt ude, og høstet de små tynde stængler der nærmest kun var babyer. Så skal der mange til en kage 🙂

Årets første høst blev forleden til den lækreste rabarberkage, bagt med en rest marcipan jeg havde liggende, og en håndfuld kokosmel. Vi er ellers ikke de store kokos spisere i vores familie, men lige præcis sådan en skærekage kan kokos altså gøre at den blive ekstra saftig og holder sig frisk længere. OK, ikke at det egentlig er nødvendigt for den blev spist samme aften…. men altså i princippet.

Jeg bagte den i en rund springform (Ø 21 cm), men du kunne også sagtens lave den til muffins el.lign.

Du får opskriften på rabarberkage med marcipan og kokos lige her.

♡ 1000 tak fordi du læser med på Hverdagsro ♡

Tina

Du kan altid blive opdateret på de sidste nye opskrifter fra bloggen på FACEBOOK og på BLOGLOVIN

Rabarberkage med marcipan og kokos

Keyword rabarber
Bagetid: 35 minutter
Antal 6 personer

Ingredienser

Dej:

  • 2 æg
  • 100 g sukker
  • 100 g smør eller margarine
  • 100 g hvedemel
  • 1 tsk bagepulver
  • 1 tsk vaniljepulver
  • 0,5 dl kokosmel

Fyld:

  • 300 g rabarber (skåret i tynde skiver)
  • 100 g marcipan

Drys:

  • 3 spsk rørsukker

Serveres med:

  • græsk yoghurt, vaniljeis, flødeskum eller lign.

Sådan gør du

  1. Start med at smelte smørret.

  2. Pisk æg og sukker lyst og skummende, og tilsæt smørret en smule ad gangen.

  3. Tilsæt mel, bagepulver, vaniljepulver og kokosmel.

  4. Skær marcipanen i små tern, og rør dem i dejen.

  5. Rør til slut ca. en tredjedel af rabarberskiverne i dejen.

  6. Smør en springform (diameter 21 cm), og fyld dejen heri.

  7. Stik nu de resterende rabarberskiver i dejens top, så du har den røde kant til at stikke op og resten af skiven nede i dejen. Drys til sidst overfladen med rørsukker.

  8. Bag kagen ved 175 grader (ingen varmluft) i ca. 35 minutter til den har fået farve og er gennembagt.

  9. Lad den afkøle inden du tager den ud af formen, da den ellers let går i stykker.

  10. Serveres lun med iskold græsk yoghurt el. lign.

Du vil måske også kunne lide

Leave a Comment

Opskrift Vurdering