Træstammer er sådan luxus udgaven af romkugler. De er nemme at lave, smager fantastisk og står du med en lidt halvkedelig kagerest så er det en helt perfekt måde at få den brugt! Her i huset bliver der jo bagt en hel del, og det sker ikke så sjældent at en god del ender i fryseren. Så er det nemt at trylle om til f.eks. træstammer!
De helt traditionelle træstammer er grønne, men man kan selvfølgelig give marcipanen præcis den farve man selv har lyst til – eller lade den være ufarvet. Det ser også rigtig fint ud. Jeg valgte denne gang den traditionelle grønne variant.
De opbevares bedst på køl, og jeg synes de smager allerbedst iskolde serveret lide fra køleskabet!
♡ 1000 tak fordi du læste med på Hverdagsro i dag ♡
Du kan altid blive opdateret på de sidste nye opskrifter fra bloggen på FACEBOOK og på BLOGLOVIN
Træstammer
Ingredienser
Kagemasse:
- 400 g kage (jeg brugte en rest chokoladekage fra fryseren)
- 100 g marcipan
- 1 spsk kakao
- 100 g mørk chokolade (smeltet)
- 1 spsk rød marmelade (jeg brugte kirsebær)
- 2 spsk rom (eller romessens)
Udenpå:
- 200 g marcipan
- 0,5 dl flormelis
- grøn pastafarve
- 50 g mørk chokolade (smeltet)
Sådan gør du
-
Start med at blande alle ingredienserne til kagemassen. Du kan gøre det i en blender, men faktisk er det allernemmest at gøre det med fingrene (advarsel: det er en noget nasset og klistret affære!).
-
Sæt dejen i køleskab mens du laver marcipanen.
-
Igen: Marcipanen laves nemmest med fingrene. Tip: Tag et par latex handsker på, så du slipper for grønne fingre i de næste par dage. Hvis du synes grønne fingre ser helt fantastisk ud, så lader du selvfølgelig bare latex handskerne blive i skuffen!
-
Bland marcipan og pastafarve. Farven skal æltes virkelig godt ind i marcipanen, så alle striber forsvinder. Dernæst æltes en passende mængde flormelis ind i massen, så den bliver tør nok til at du kan rulle den ud, men ikke så tør at den begynder at sprække. Jeg brugte lidt under en halv deciliter.
-
Smelt chokoladen enten over vandbad eller i en chokoladesmelter.
-
Del kagedejen i 4 dele, og tril hver del til en pølse med en diameter på ca. 2,5-3 cm. Hver pølse bliver ca. 15 cm. lang.
-
Del marcipanen i 4 dele. Drys lidt flormelis på køkkenbordet, og rul nu et stykke marcipan fladt med kagerullen. Længden skal være den samme som kagepølserne. Pak en kagepølse ind i marcipan, og gentag proceduren med de øvrige.
-
Skær enderne af rullerne, og skær derefter hver rulle i 3 lige store dele.
-
Dyp forsigtigt begge ender af hver træstamme i smeltet chokolade, og sæt dem på en tallerken med bagepapir på - med marcipanlukningen nedad. Sæt de færdige træstammer i køleskab.
-
Spis træstammerne kolde direkte fra køleskabet.