Franske vafler er én af min mands yndlingssmåkager, og det er sådan en lille lækker ting som jeg selv bedst husker fra jeg var barn. Jeg tror at min mor som regel købte dem hos bageren. I hvert fald var det ikke sådan en kage hun selv lavede derhjemme.
Man kan stadig få de skønne franske vafler både hos mange bagere og i supermarkedsudgaven – men hvorfor ikke kaste sig ud i selv at lave dem? Det er ret nemt faktisk, og så smager de bare endnu bedre 🙂 Som ekstra bonus kan man smage cremen til som man selv bedst kan li’ den. Man kan f.eks. tilsætte reven appelsinskal, cognac, lemon curd….. og meget andet godt. Opskriften nedenfor er dog på den helt klassiske variant med en smørcreme rørt med vaniljekorn. Selve kagerne er lige præcis som de skal være – sprøde og med en dej der deler sig i fine “lag”. En virkelig lækkerbisken til en kop god kaffe!
Velbekomme!
♡ 1000 tak fordi du læste med på Hverdagsro i dag ♡
Du kan altid blive opdateret på de sidste nye opskrifter fra bloggen på FACEBOOK og på BLOGLOVIN
Franske vafler
Ingredienser
Dej:
- 100 g blødt smør
- 175 g hvedemel
- 0,5 dl vand
- 0,5 tsk eddike
- 1 dl sukker
- 1 æggehvide (til pensling)
Smørcreme:
- 100 g blødt smør
- 150 g flormelis
- 0,5 stang vanilje
Sådan gør du
-
Start med at smuldre smør og mel sammen. Det gøres lettest med fingrene.
-
Tilsæt vand og eddike, og saml dejen. Pak dejen ind i husholdningsfilm, og læg pakken i køleskab i en halv times tid.
-
Rul den kolde dej ud på et stykke meldrysset bagepapir. Udstik 16 cirkler med en diameter på ca. 6 cm, hvorefter hver cirkel rulles oval med en kagerulle.
-
Sæt alle de ovale kager på en bageplade, pensl dem med æggehvide. Hæld sukkeret i en dyb tallerken, og dyp hver kage heri. Prik hver kage et par gange med en gaffel.
-
Bag kagerne på midterste rille v. 200 grader (ingen varmluft) i ca. 10 minutter, til de begynder at få farve.
-
Lad kagerne køle helt af på en bagerist.
Smørcreme:
-
Pisk smør og flormelis lyst og luftigt. Rør kornene fra vaniljestangen i. Fyld cremen i en sprøjtepose, og sprøjt ca. 1 spsk creme på halvdelen af kagerne (på bagsiden, dvs. den der ikke er drysset med sukker). Den anden halvdel lægges over som låg.