Home KageopskrifterCupcakes og muffins Græskarmuffins
Græskarmuffins

Så er det snart Halloween!

Vi hygger os hos os med at finde på diverse måder at bruge de skønne græskar til, der lige nu findes i ethvert supermarked. I dag blev det til et Hokkaido græskar (de mørk-orange lidt småtykke små græskar). Det blev bagt en god times tid i ovnen, for at lave en basis-puré. Meningen var faktisk, at datteren og jeg ville lave en skøn kop pumpkin spice latte (find opskriften lige her). Det smager SÅ godt! Men der bliver jo en hel del puré ud af sådan en fætter, så det blev også til en omgang lækre græskarmuffins – i dagens anledning i Halloween forklædning.

Mine græskarmuffins indeholder både græskarpuré og græskarkerner (ikke dem fra selve græskarret, men de almindelige grønne købt i en pose). Nå ja, og så en håndfuld mørk chokolade, bare fordi 🙂

Græskarpuré kan holde sig i køleskab i en uges tid, men kan sagtens fryses så du kan tage det op når du skal bruge det.

 

Du vil garanteret også kunne li’ de her opskrifter:

Pumpkin pie
Pumpkin spice latte
Græskarsuppe

Velbekomme!

 

♡ 1000 tak fordi du læste med på Hverdagsro i dag ♡

Tina

Du kan altid blive opdateret på de sidste nye opskrifter fra bloggen på FACEBOOK og på BLOGLOVIN

Græskarmuffins

Skønne muffins med græskar - perfekte til Halloween!

Bagetid 18 minutter
Antal 12 stk
Forfatter Hverdagsro.dk

Ingredienser

  • 150 g græskarpuré
  • 2 æg
  • 2 dl mælk
  • 0,5 dl rapsolie (eller anden neutral madolie)
  • 1 usprøjtet citron (revet skal heraf)
  • 0,5 dl farin
  • 0,5 dl rørsukker
  • 3 dl hvedemel
  • 1,5 tsk bagepulver
  • 1,5 tsk kanel
  • 0,5 tsk stødt ingefær
  • 1 dl græskarkerner
  • 100 g mørk chokolade (hakket)

Pynt:

  • 2 dl flormelis
  • 2 spsk vand
  • rød frugtfarve (pasta)
  • 12 stk "øjne"

Sådan gør du

  1. Start med at lave din græskarpuré. Det gøres ved at halvere et græskar (f.eks. Hokkaido), fjerne kerner og trevler, og bage de 2 halvdele (med skærefladen opad) i ca. 60-90 minutter. Lad det køle af, og skovl så puréen ud med en ske.

  2. Pisk æg og farin/rørsukker sammen til det er lyst.

  3. Tilsæt græskarpuré, mælk, olie og citronskal.

  4. Tilsæt alle de øvrige ingredienser.

  5. Hæld dejen (som er ret flydende) i 12 stk muffinsforme (helst placeret i en metalform med "muffinshuller" - det forhindrer kagerne i at flyde ud).

  6. Bages ved 200 grader (ingen varmluft) i ca. 18 minutter.

  7. Lad kagerne køle helt af på en rist.

  8. Bland en forholdsvis tyk hvid glasur af flormelis og vand. Dæk hver muffins med glasur, og inden den størkner trækkes striber med rød pastafarve i glasuren (det gøres lettest med en tandstikker). I midten placeres "øjet". Tip: Lav en kage færdig af gangen; ellers når glasuren nemt at stivne.

Du vil måske også kunne lide

Leave a Comment

Opskrift Vurdering