Jeg er én af de heldige der har en løvstikke i haven. Mange kalder den for Maggieurt og ikke uden grund – den har den skønneste smag af suppe, som kom den direkte fra en Maggie terning. Herhjemme bruger vi den oftest i forbindelse med kogning af nye kartofler, men f.eks. i det østrigske køkken dukker den op i mange retter. Den skal bruges med måde da smagen er ret dominerende, men så er den altså også helt fantastisk.
Jeg så forleden, at min løvstikke var ved at være færdig for i år, så jeg skyndte mig at få plukket de sidste gode blade, så jeg kunne lave en dejlig omgang løvstikkesalt. Løvstikkesalt er den perfekte måde at konservere den skønne løvstikke smag, så vi får glæde af den også her i efterårssæsonen. En virkelig skøn hjemmelavet urtesalt.
Det er helt enkelt at lave sin egen løvstikkesalt – det vigtigste er at det får lov at tørre ordentligt, så al fugt forsvinder fra krydderurterne.
♡ Tak fordi du læser med på Hverdagsro.dk ♡
Du kan altid blive opdateret på de sidste nye opskrifter fra bloggen på FACEBOOK og på BLOGLOVIN
Løvstikkesalt
Ingredienser
- 2-3 dl friske løvstikkeblade
- 150 g groft salt
Sådan gør du
-
Skyl løvstikkebladene godt, og hak dem groft med en kniv. Blend dem herefter, enten i en blender, en minihakker eller med en stavblender. Tip: Hvis du bruger stavblenderen, så dæk toppen af den skål med f.eks. et viskestykke, så du ikke har løvstikke i hele køkkenet bagefter!
-
Når det er rimeligt finthakket tilsætter du saltet, og blender videre til de er godt blandet. Saltet skal ikke finthakkes!
-
Bred saltet ud på en bageplade med bagepapir på, og giv det cirka en time i ovnen ved 70 grader. Når det er helt tørt er det færdigt.
-
Fyld den afkølede urtesalt i et tætsluttende glas, og brug det i efterårets madlavning.