En gammeldags kanelsnegl går man aldrig galt i byen med, hvis der skal bages f.eks. til skolearrangementer, skovturen eller bare almindelig eftermiddagshygge. Opskriften her har fulgt mig i rigtig mange år, og er lavet et hav af gange. De er SÅ gode, men allerbedst den dag de er bagt.
Jeg valgte denne gang at drysse med “svensk perlesukker”. Man kunne sagtens vælge almindeligt perlesukker, eller undlade det helt og så evt. pynte med glasur når de er blevet kolde.
Der bliver ca. 16-18 stk ud af denne portion.
♡ Tak fordi du læste med og velbekomme ♡
Kanelsnegle
Forb. tid 30 minutter
Tilb. tid 15 minutter
Samlet tid 45 minutter
Antal 16 -18 stk
Ingredienser
- 25 g gær en halv pakke
- 1 æg
- 1 spsk vand
- 1 dl. mælk
- 1 spsk sukker
- 150 g margarine blødt men ikke smeltet
- 5,5 - 6 dl. mel
- Fyld:
- 4 spsk sukker
- 1,5 spsk kanel
- 1 æg til pensling
Sådan gør du
-
Start med at røre gæren ud i vandet (som skal være lunkent).
-
Tilsæt æg, sukker og mælk, og rør det sammen.
-
Tilsæt ca. 2 dl. af melet, og rør derefter margarinen i tern i. Det gøres lettest på en røremaskine.
-
Fortsæt med at tilsætte resten af melet, til dejen hænger sammen og er let og lækker.
-
Læg nu et stykke bagepapir ud på bordet, og rul dejen ud herpå. Det skal fylde ca. 25 x 40 cm.
-
Drys hele overfladen med fyldet (sukker + kanel). Det skal dække godt. Rul til sidst let henover hele overfladen med kagerullen, så fyldet trykkes let ned i dejen.
-
Pensl de 2 korte ender med æg ("lim" der holder rullen sammen til sidst).
-
Rul nu dejen sammen, ved at starte fra en af de korte ender. Når rullen er klar pakker du den let ind i bagepapiret, og trykker/ruller den sammen, så den bliver nogenlunde lige tyk og godt samlet over det hele.
-
Skær nu rullen ud i skiver á ca 1,5-2 cm. tykkelse. Hver snegl lægges på en bageplade (m. bagepapir på) og trykkes ganske let i facon når den er lagt på pladen.
-
Sneglene efterhæver på pladen ca. 20 minutter.
-
Pensles med sammenpisket æg, og drysses evt. med perlesukker.
-
Bages ved 200 grader i ca. 15 minutter. De skal endelig ikke blive for mørke!
-
Hvis du ikke har drysset dem med perlesukker kan du evt. pynte med glasur når de er blevet kolde.