Når man som dansker tænker på Japan og mad, er det oftest sushi der hopper ind på lystavlen. Men faktisk er Tokyo et paradis for alle kageelskere! Udvalget er kæmpe stort, og man falder totalt i svime over hvor smukke de er. Pyntede med friske bær der er glaseret for at se skinnende ud, og snorlige ens. De firkantede flødekager er påsat transparent plastfolie på siderne for at holde faconen.
De fleste af kagerne købes og tages med hjem – i hvert fald de steder som jeg så. Og her kommer vi så til det jeg virkelig blev imponeret over. Typisk for Japan, så er indpakningen mindst lige så vigtig som det der er indeni. Jeg læste engang at et stort dansk porcelænsfirma i starten i Japan havde det lidt svært, indtil de fandt ud af at de simpelthen manglede den der ekstra lækre indpakning. Og jeg tror på det. Kagerne indpakkes i flotte skinnende blanklakerede æsker. Og nu kommer så det lille ekstra: Indeni æsken er der et lille separat rum på siden, hvor de lægger et lille en-gangs fryse element. Dvs. at din flødekage holder sig kold og lækker til du kommer hjem med den. Jamen, det er da ret fantastisk? Fabelagtig idé! Den lækre æske og fryseelementet giver produktet en stor merværdi, som jeg faktisk synes vi kunne lære lidt af herhjemme. Det hittede i hvert fald hos mig som kunde!
Det skal lige tilføjes at jeg så systemet med fryseelementet flere steder, så det var ikke unikt for der hvor jeg handlede. Kagen herunder er fra Daimaru, som kan sammenlignes med Magasin.
Og det skal da lige til slut tilføjes, at kagerne også smager fantastisk 🙂