Home Rejser Japan – små madoplevelser fra Tokyo

Japan – små madoplevelser fra Tokyo

Jeg besøgte Japan på en forretningsrejse i 2014. Det var mit første og indtil videre eneste besøg i landet, og jeg var der kun i et par dage, så det var ikke så meget jeg nåede at se af byen. Jeg boede på et hotel der lå lige ved en metrostation.  Hotellet lå i en skyskraber, og man skulle med elevatoren op til 27. etage for at komme til receptionen! Men nede i metroen var der et hav af forskellige butikker – supermarkeder, special butikker, department store, restauranter – you name it. Jeg brugte en hel aften dernede på at snuse rundt, og startede med at spise aftensmad på en af de små restauranter. Jeg fik det du ser på billedet ovenfor; en meget lækker slags suppe med forårsløg og kylling. Det sjove var så, at tjeneren spørger om jeg vil beholde den gaffel der er dækket op med. Og da jeg pænt siger ja, kommer han og fjerner den! Lost in translation! Tilbage sad jeg med spisepinde og suppe!

Men det var især spændende at gå rundt i supermarkederne. Det er en af de eneste gange jeg har prøvet det der med, at man bare overhoved ikke aner, hvad det er man ser på hylderne!

I supermarkedet

Kirsebær pakket så alle stilke vender samme vej

Noget der virkelig slog mig i grøntafdelingen var, hvor sirligt alting var pakket. Frugterne var pakket smukt ind hver for sig; ikke noget med en rystet pose æbler for en 10’er. Og i kasserne med kirsebær var bærrene lagt så alle stilkene vendte den rigtige vej. Jamen – helt ærligt! Samtidig stod der så en sælger og råbte op så snart sagt hele metroen kunne høre det; jeg går ud fra det var “Kom og køb”, men hvad ved jeg? Det stod lidt i kontrast til alt det smukke.

Desserter

En anden ting der imponerede mig, var supermarkedernes store udvalg af kager og færdiglavede desserter. Der var enormt mange af dem, og de var så flotte, friske og indbydende. Priserne var høje, men der blev langet masser over disken.

Smukke desserter i Tokyo

Rundt i byen

To af mine japanske kollegaer, Taka og Tamao, viste mig rundt i byen en dag, hvor vi bl.a. var en tur oppe i det imponerende Tokyo Tower. Men mere spændende var det, at vi var inde op opleve en ægte te-ceremoni. Det var en virkelig fin oplevelse, som ikke går så meget ud på at få noget godt te, men mere på at lære at fokusere på nuet.

Vi var bagefter ude i en gammel del af Tokyo, hvor vi i en bod smagte grøn matcha is, som blev serveret i noget der smagsmæssigt mindede om de isvafler man får i Sydeuropa. Isen var ikke sød som man typisk ville lave den herhjemme, men ret neutral i smagen.

Matcha is
Så, for mig var Tokyo meget andet end sushi og tempura, selv om det også var på menuen. Jeg håber en dag at få lejlighed til at vende tilbage.

Du vil måske også kunne lide

Leave a Comment