Home HovedretterBurgere, pitabrød og wraps Spicy chicken wraps
Spicy chicken wraps

Vi kan rigtig godt lidt mexikanske pandekager hjemme hos os. Det er en dejlig let lavet aftensmad, og det er en god måde at få masser af grønsager også i de yngre familiemedlemmer. Her kommer de i en ny variant, der er på den lidt stærke side. Vi kan i vores familie godt allesammen lide maden rimeligt stærk, men man kan jo tilsætte den mængde stærke krydderier som man selv synes bedst om. Og hvis nogen i familien kan li’ det stærkere, kan man jo altid give det et ekstra sprøjt tabasco på sin tallerken 🙂

Når det gælder hot sauces, så er det i øvrigt noget vi nærmest samler på hos os. Vi kan bedst lide de grønne, og den grønne jalapenõ Tabasco er fast inventar hos os. Den er uundværlig på pizza, lasagne o.lign. En anden favorit er den grønne fra Heinz. Og så købte jeg en grøn én i Dubai på et tidspunkt der faktisk er rigtig stærk men helt suveræn……. OK, vi har rigtig mange i skabet. Men nok om det. Her kommer opskriften på super lækre spicy chicken wraps. Kyllingen kan også sagtens bruges til andet – krydderiblandingen sidder bare lige i skabet!

Guacamole er et lækkert tilbehør til wraps – du finder en opskrift lige her.

♡ Tak fordi du læste med og velbekomme ♡

Tina

Spicy chicken wraps

Køkken Mexikansk
Forb. tid 30 minutter
Tilb. tid 10 minutter
Samlet tid 40 minutter
Antal 4 pers.
Forfatter Hverdagsro.dk

Ingredienser

  • 2 stk. kyllingebryster
  • 2 spsk. paprika
  • 1 spsk. cayennepeber
  • 1 spsk. mel
  • salt peber
  • rapsolie
  • Salsa:
  • 0,5 dåse hakkede flåede tomater m/ chili
  • et par squizz tabasco sauce
  • 1 spsk citronsaft
  • 1 håndfuld frisk persille
  • salt peber
  • Fyld:
  • 0,5 spidskål
  • 2 avocadoer
  • 3-4 små gulerødder
  • Desuden:
  • 4 stk. mexikanske pandekager

Sådan gør du

  1. Skær kyllingebrysterne i tynde strimler.
  2. Bland i en frysepose paprika, cayennepeber, mel, salt og peber. Kom kyllingestrimlerne ned i posen, og bind en knude. Ryst og gnid posen godt, så alle krydderierne bliver godt gnedet ind i kyllingen. Læg posen i køleskabet mens du laver resten.
  3. Bland alle ingredienser til salsaen, og blend det hele groft med en stavblender.
  4. Snit spidskål fint.
  5. Lav tynde strimler ud af de skrællede gulerødder
  6. Avocadoerne skæres i tynde skiver, der evt. dryppes med citron.
  7. Varm olien op på en pande, og steg kyllingestrimlerne ved middel varme.
  8. Varm pandekagerne i mikroovnen (se anvisningen på pakken).
  9. Smør hver pandekage med salsa, fordel grønsagerne i en stribe på midten sammen med kylling, og rul dem sammen.
  10. Serveres straks.

 

 

Du vil måske også kunne lide

Leave a Comment

Opskrift Vurdering