Brownies med cream cheese swirl er en rigtig lækker variant af brownies, hvor der tilsættes Philadelphia flødeost. Osten danner et fint mønster i kagen, og gør den lidt mere fast i konsistens. Den er perfekt som dessert kage.
Jeg fik den første gang hos Beverly. Beverly er én af mine gamle kolleger i USA. Hun og hendes mand mand Steven bor i et skønt gammelt New England træhus i Connecticut. Og så er hun fantastisk dygtig i et køkken. Jeg besøgte dem for nogle år siden, hvor vi fik den mest utrolige middag. Kender I det når en middag og en aften bare gør så stort et indtryk, at man husker den år efter? Det her var en af den slags. Jeg husker det helt tydeligt: Vi fik corn chowder til forret, hummer (som New England området er meget kendt for) til hovedret med en skøn vandmelon salat til. Oste fra det lokale marked til dessert,og så til kaffen havde hun bagt de lækreste brownies, der nærmest mindede om en slags marmorkage. Marmoreringen var lavet med Philadelphia cream cheese, og du får opskriften her.
Du vil måske også kunne lide:
Brownies uden chokolade
♡ Tak fordi du læste med og velbekomme ♡
Brownies med Cream Cheese Swirl
Ingredienser
- Lys blanding:
- 115 g cream cheese f.eks. Philadelphia neutral
- 40 g sukker
- 1 æg
- 1 spsk mel
- 0,5 tsk vanillepulver
- 0,5 tsk citronsaft eller appelsinsaft
- Mørk blanding:
- 185 g sukker
- 2 æg
- 70 g mel
- 1 tsk vanillepulver
- 115 g margarine blødt
- 60 g mørk chokolade
Sådan gør du
-
Start med at lave den lyst blanding:
-
Mix med håndmixer alle ingredienserne til den lyse blanding. Sæt skålen til side.
-
Smelt chokoladen over vandbad, og afkøl en smule mens den mørke blanding laves.
-
I en skål piskes det bløde margarine med sukkeret, til det bliver lyst og skummende. tilsæt æg (et ad gangen), og rør nu den smeltede chokolade i.
-
Tilsæt til sidst mel og vanillepulver.
-
Fór en firkantet form med bagepapir (min form er 20 x 20 cm).
-
Fordel halvdelen af den mørke dej i bunden. Herover hældes al den lyse dej (som er noget tyndere). Øverst resten af den mørke dej, der fordeles så godt du kan. Med en smørekniv eller en paletkniv laves nu et zig-zag mønster ned gennem hele laget, så farverne blandes let.
-
Bages i ca. 30 minutter ved 180 grader. Lad kagen afkøle let i formen inden du tager den ud. Skæres i firkantede stykker. Pynt evt. med friske hindbær.