For mange år siden, mens jeg læste på universitetet, boede og arbejdede jeg 6 måneder i Rom. Det var et trainee ophold, som var en del af min uddannelse. Jeg havde en fantastisk kollega – Glennys, som boede i det pragtfulde Frascati, lige udenfor Rom. Hun havde oliventræer i haven, og da det blev sæson for at høste dem var vi en flok der blev inviteret derud for at hjælpe. Da høsten var i hus, serverede hun den skønneste frokost. Og på bordet var bl.a. denne pastaret, som aldrig har heddet andet end Glennys’ pastaret hos os.
Inspiration til andre lækre italienske retter:
Bombolotti all’Amatriciana
Spaghetti Carbonara
♡ Tak fordi du læste med og velbekomme ♡
Glennys' pastaret
Forb. tid 40 minutter
Tilb. tid 50 minutter
Samlet tid 1 time 30 minutter
Antal 6 pers.
Ingredienser
- Tomatsaucen:
- 1 l. tomat passata
- 2 dl. vand
- 1 løg
- 2 fed hvidløg
- En håndfuld basilikumblade
- 2 stænger bladselleri
- 1 gulerod
- 1 rød peber
- salt peber
- 1 pk. svinefars
- 1 æg
- lidt hakket persille
- 1 aubergine
- 0,5 bk. champignons
- 0,5 pose revet ost
- 1 ps. pasta penne el.lign - må gerne være blandede rester
Sådan gør du
-
Du starter med at lave tomatsaucen. Hak løg og hvidløg, og steg dem klare i lidt olivenolie. Tilsæt bladselleri, gulerod og peberfrugt skåret i tern, og steg med et minuts tid.
-
Tilsæt tomatpassataen, og smag til med salt og peber. Tilsæt vand.
-
Til sidst smider du de hakkede basilikumblade i. Gem et par stykker til pynt.
-
Mens saucen bringes i kog, røres kødfarsen af fars, salt, peber, 1 æg, og evt. lidt hakket persille. Form farsen til kødboller - de skal ikke være for store. Smid dem i den kogende tomatsauce et par stykker ad gangen. Når saucen kommer op i kog igen, smider du et par stykker mere i, indtil alle kødbollerne er i saucen. Kog op, og sluk for saucen.
-
Saucen skal være meget flydende.
-
Skær auberginerne på langs (skiverne skal være ca. 1-1,5 cm. brede), pensl dem med olivenolie og drys med salt. Bag dem i ovnen v. 200 grader i ca. 20 min. til de er bløde.
-
Champignons skæres i kvarte og steges.
-
Kog pastaen halvt, og dryp den af i et dørslag. Hæld lidt tomatsauce over. Nu ligger du det i et ovnfast fad: først et lag pasta, så noget sauce m. kødboller, så auberginer og champignons, ost, og så resten af saucen. Læg evt et par af aubergineskiverne allerøverst og drys med ost.
-
Bages v. 200 grader i 30-60 minutter.
-
Tip: Retten smager allerbedst dagen efter, når pastaen har fået tid til at opsuge saucen.