Home Desserter Rabarbersorbet

Rabarbersorbet

Rabarbersorbet

Så er rabarberne – som noget at det første – ved at være klar i haven. Rabarber er et helt sikkert tegn på forår, og jeg elsker at bruge dem i madlavningen, især nu hvor de er nye, sprøde og endnu ikke har fået konkurrence fra havens andre bær 🙂 Én af favoritterne her i huset er rabarbersorbet, som jeg har lavet mange gange. Den smager rigtig dejligt alene, enten som dessert eller – hvis det er den store middagsoplevelse man er ude i – som en lille intermezzo mellem forret og hovedret.

Jeg har tit serveret den som gæstedessert, hvor den har været et lækkert lille tilbehør til en brownie, men i aften skal vi bare have den for sig selv, som en lille hyggelig mandagsting. Hvis du kører den på ismaskine kan den serveres med det samme, men du behøver ingen ismaskine for at få et fantastisk resultat alligevel.

Andre lækre opskrifter med rabarber:
Ymerfromage med rabarber granita
Rabarber blåbær galette

♡ Tak fordi du læste med og velbekomme ♡

Tina

Rabarbersorbet

4 pers.
Forb. tid 30 minutter
Tilb. tid 2 timer
Samlet tid 2 timer 30 minutter
Forfatter Hverdagsro.dk

Ingredienser

  • 150 g sukker
  • 3 dl. vand
  • 2 pasteuriserede æggehvider
  • 700 g. rensede og snittede rabarber helst de røde “jordbærrabarber”
  • korn af 1 vanillestang

Sådan gør du

  1. Kog vand og sukker i 3 min., indtil sukkeret er smeltet.
  2. Kog rabarberne op med vanillekorn og 0,5 dl. vand, og småkog i 5-8 minutter under låg.
  3. Si rabarbersaften fra (og her skal du være lidt tålmodig), og bland med sukkerlagen. Afkøl lagen helt inden den sættes på frys eller hældes i ismaskinen.

Med ismaskine:

  1. Kør massen i ismaskinen indtil den begynder at flage.
  2. Pisk æggehviderne stive, og vend disse i massen. Start maskinen igen, og kør til sorbeten har den rigtige konsistens. Den bliver ret blød i maskinen (nærmest som skum til en softice), så hvis man vil have den lidt hårdere den skal en tur i fryseren bagefter. Det er dog stadig ikke den letteste sorbet at kugle.

Uden ismaskine:

  1. Kom den afkølede masse i fryseren, og frys i 30 min. Rør i sorbeten, og frys igen i 20 min. til sorbeten er begyndt at flage.
  2. Rør den godt igennem.
  3. Pisk æggehviderne stive, og vend disse i massen. Frys derefter i 20 min., hvorefter sorbeten røres for sidste gang. Frys videre til den har den ønskede konsistens.

Tip: Du kan godt udelade de piskede æggehvider. Så skal du bare øge mængden af sukkerlage, og sorbeten bliver mindre blød og luftig.

Du vil måske også kunne lide

Leave a Comment

Opskrift Vurdering